Erstatningsansvar
 
For at nedbringe skolens udgifter til reparationer i forbindelse med hærværk, vil eleverne få tilsendt en regning for udbedring af den skade, eleven evt. har forvoldt på bygninger eller inventar.

Denne fremgangsmåde har vist sig at have en god indflydelse på elevernes måde at behandle inventaret på.

Da der ofte kan være tale om ret store erstatningskrav, håber vi på forældrenes medvirken for at undgå ødelæggelser på skolen.

Skolen har ikke en forsikring, der dækker eleven, hverken når det drejer sig om tingskade eller personskade.

Det kan derfor meget anbefales, at man som minimum har tegnet en ansvars- og  ulykkesforsikring for sine børn, idet der i uheldigste fald kan være tale om  et betydeligt erstatningsansvar.
 

 

Orientering til forældre fra Herning Kommune

FORSIKRING

Ulykke

Hvis en elev kommer ud for en ulykke på skolen i forbindelse med undervisning eller andre aktiviteter i skoletiden, så har skolen ikke nogen forsikring, der kan betale erstatning, med mindre skolen kan blive gjort erstatningsansvarlig efter de almindelige danske erstatningsregler. Det er ikke længere tilladt for kommunerne, at tegne en kollektiv ulykkesforsikring for eleverne.

  • Eleverne kan derfor kun dækkes af en forsikring tegnet af forældrene. Vær opmærksom på, at familieforsikringen (indboforsikringen) IKKE dækker, hvis deres barn kommer ud for en ulykke.
     
  • Eleverne skal enten forsikres på en ulykkesforsikring sammen med forældrene eller have sin egen børneulykkesforsikring.
     
  • Forældrene skal her være opmærksomme på, om den tegnede forsikring dækker under alle former for aktiviteter. Her tænkes på aktiviteter som ulykkesforsikringer betegner som ”farlig sport”. Det kan f.eks. være selvforsvars- og kampsport som judo, karate, boksning og en del andre aktiviteter.

Tyveri

Bliver en elevs ting, f.eks. en cykel, stjålet på skolen, er det skolen uvedkommende.
Den eneste mulighed for at få erstatning er, at anmelde tyveriet til politiet og til sin egen familieforsikring (indboforsikring).

 

 

Januar 2017